Hold et bryllup, der ikke koster en formue

At planlægge et bryllup resulterer ofte i, at dankortet bliver rødglødende, før man overhovedet er kommet ordentligt i gang med at planlægge selve festen. Kjole, jakkesæt og ringe er i den grad noget, der kan tømme godt ud i opsparingskontoen, og så kommer alle de andre ting oveni. Det er dog ikke umuligt at gøre det billigt, og skal du holde bryllup på budget, så se her hvor og hvordan du kan spare penge.

Spar op

For at undgå at man skal leve af brød og vand i flere måneder efter brylluppet, kan man hjælpe sig selv godt på vej ved at begynde at spare op lige fra det øjeblik, man ved, at der skal være et bryllup. Det gør selvfølgelig ikke brylluppet billigere, at man sparer op, men det giver et godt billede af, hvor meget man egentlig kan nå at spare op, og hvor meget man dermed har til rådighed. Desuden er det rart at have sat pengene til side, så man ikke skal til at trække fra alle mulige andre kontoer for at få skrabet nok sammen til at betale.

Skal bryllupsrejsen spares væk?

Hvis man regner bryllupsrejsen med i budgettet, begynder det hurtigt at løbe op. Derfor bør man overveje, om det kræver en separat opsparing, eller om den simpelthen skal spares væk. I kommer (forhåbentlig) til at tilbringe de næste mange år sammen, så der skal nok blive mulighed for at spare op til en rejse på et andet tidspunkt, hvis I hellere vil fokusere på at holde et flot bryllup. Er budgettet stramt, må man altså vælge mellem et stort bryllup og ingen bryllupsrejse eller et småt bryllup og en fed bryllupsrejse.

Få hjælp fra familie og venner

Der er som sagt meget, man skal se til, skaffe og tilrettelægge, når man skal stable et bryllup på benene. For at spare penge kan man i stedet for at leje og købe sig frem til alt det, man skal bruge, ty til familie og venner. Borde, stole og service kan sikkert lånes fra bekendte, og man kender sikkert nogen, der kender nogen, der er gode til at lave mad, eller som er villige til at hjælpe med at servere på selve dagen.

Arranger en havefest

Drømmescenariet ville sikkert være, at brylluppet bliver holdt på et smukt slot, men det kan af økonomiske årsager ikke altid lade sig gøre. Man kan også vælge at leje et lokale, men for at skrue ekstra godt ned for prisen, kan man gøre brylluppet til en havefest. Man kommer langt med teltudlejning, godt vejr og en have. Det er ikke et slot, men det er rigtig hyggeligt at holde brylluppet i et festtelt ude i haven. Det giver en stille og rolig stemning, og hvis det er lige præcis, hvad man er ude på at skabe, er det slet ikke en dårlig idé at droppe de fornemme lokaler for at rykke festen ud i et telt.

Gør-det-selv

Der er mange punkter, man kan spare nogle penge på ved i stedet at gøre det selv. Det gælder som nævnt maden, som man kan lave selv eller få hjælp af venner og bekendte til. Det behøver ikke at gælde alt maden, hvis man ikke har overskud til det. Man kan sagtens bestille hovedretten udefra og så selv stå for forret og dessert, som ofte er forholdsvis enkelt at lave. Natmaden er typisk fin, hvis den består af noget enkelt og let, som man også sagtens kan lave selv. Det kan man endda lave i god tid i forvejen, da det ikke behøver at være ligeså fornemt som resten af maden.

Bordpynt kan man med fordel også selv stå for. I stedet for at købe færdiglavede bordkort, kan man selv klippe noget papir ud og skrive navne på med en flot tusch. Det kræver ikke meget mere. Resten af bordpynten kan man også sagtens få på budget eller lave selv, og skal man skaffe mange vaser til de blomster, der skal stå jævnt fordelt på bordene, kan man købe ind i store mængder og til en billig pris i nogle butikker.

Author: admin