Ungdommens Hus
Af Karina Wærnskjold
Lad mig fra starten sige, at der
var lagt i ovnen til en oplevelse.
Dels skulle jeg som ikke
helt ung udsending for første
gang sætte fod i Ungdommens
Hus og dels kunne jeg risikere
at brække tungen, når jeg
skulle udtale bandets navn The
Elclectic Moniker. Og hvis
jeg overlevede turen ned til
Ungdommens Hus, så ville der
atter være fare på færde, for
jeg havde jo forsøgt at spore
mig ind på, hvad dette for mig
hidtil ukendte band var for en
størrelse. Og jeg havde fundet
et billede, hvor jeg kunne se,
at forsangeren havde langt hår,
langt skæg og tatoveringer, og
så er der ikke langt til fordomme
– så måtte det være noget
stærkt rock eller heavy musik.
Det lykkedes at ankomme til
Ungdommens Hus uden nogle
uheld, og jeg blev glædeligt
overrasket. Sikke et fantastisk
hus vi har her midt i Fredericia.
Hvorfor er der ikke flere,
der snakker om de sted, tænkte
jeg. Sikke en atmosfære. Glade
afslappede folk på flere forskellige
alderstrin. Scene midt
i et stort hyggeligt opholdsrum,
bordfoldbold lige op ad
trappen, og ved siden af koncertsalen,
hvor de eklektiske
herrer skulle spille. Virkelig
trist, at der kun var omkring 35
publikummer.
Dejlig, intim koncert
Ekleticisme er en stil, der
opstår ved at forene forskellige
ideer, også selv om de kan
virke uforenelige. Og det ord
dækker så fuldstændig over alt
der, som vi skulle opleve. For
nok kunne man danne sig sit
eget fordomsfulde billede af,
hvilken én ham forsangeren nu
var, men kun til han begyndte
at synge. Så flød den blideste,
rareste stemme ud i rummet.
Tonerne blev slået an og var en
på papiret uforenelig sammensurium
af musikstile, fra pop,
rock, over indie til calypso og
jeg anede også afrikanske rytmer.
Men hold op, hvor det
dog fungerede. Moniker betyder
kælenavn, og henfører vel
på en sød måde til, at ekleticismen
er på den gode, glade
måde. Som forsanger Frederik
startede med at sige: Er I friske
på at holde kærlighedens fest?
Og det var vi. Alle 35 fremmødte.
Det 7 mand store band fulgte
os gennem en række spændende,
iørefaldende musik, som
man slet ikke kunne blive træt
at høre på.
Mere intim kan en koncert
dårlig blive. Og så alligevel,
for da vi nåede til enden, og
publikum standhaftigt bad om
et ekstranummer, så blev det
faktisk taget lige et skridt op
i det højere luftlag. Alle publikummer
blev inviteret op på
scenen, hvorefter bandmedlemmerne
futtede rundt og
spillede og sang for ikke kun
det rigtige publikum, næ, for
også lyd- og lysmand, samt
dørmand og barpiger blev inviteret
op på scenen til denne
ultimative afslutning på en
aften, der kunne have endt så
galt, men i stedet blev en stor
dejlig glad fest.
Da The Eclectic Monikers
sagde tak for i aften, afsluttede
de med at fortælle, at de gerne
gæster Fredericia igen. Og det
håber jeg bare bliver snart.
