Fra en artikel:
Han er blevet kaldt en ung
Bob Dylan, han har jammet
med Paul McCartney, og så
blev han kåret som årets nye
navn i Norge i 2011.
Jonas Alaska har således allerede
opnået en del i sit 24-
årige liv. I går aftes indledte
han sin Danmarksturné foran
et halvt hundrede mennesker
i Det Bruunske Pakhus,
og bedømt på den er der så
absolut grund til at tro på en
lys fremtid for den sympatiske
nordmand.
Inspirationskilderne var
tydelige. Der var reminiscenser
af Dylan på sange som
”How can I forget” og ”Dark
at last”, og i numre som ”Mary
I remember this” og ”Come
on and dance for me” anede
man, at Jonas Alaska har lyttet
mere end perifert til The
Beatles’ hvide dobbeltalbum
fra 1968 og til McCartneys soloting
fra 70’erne. Også Paul
Simon lød til at have været en
inspiration.
Hovedvægten var lagt på
up-tempo sange, men der var
også blevet plads til flere ballader
i sættet. Bandet imponerede
med et godt korarbejde
og lejlighedsvise temposkift,
der klædte sangene,
men instrumental ekvilibrisme
fik man sjældent færten
af. Det var solidt håndværk,
hverken mere eller mindre.
Bortset fra hos Jonas Alaska
himself, der viste sig som en
ferm rytmeguitarist. Hans
fingerspil var en nydelse.
Humor var der masser af –
”jeg synes, det er skidefedt at
tale dansk, men efter to sekunder
er jeg fucked” – men
Jonas Alaska tog også fat på
alvorlige emner. Som i sangen
”October” fra hans debutalbum,
hvor han sang om en
ven, der led druknedøden.
Altså personlige, vedkommende
tekster tilsat påvirkning
fra nogle af rockens største
ikoner. Det kan bære
langt. Måske ikke så langt
som til at opnå status på linje
med Dylan og McCartney,
men Jonas Alaska viste, at
han er godt begyndt.
ANMELDELSE
